Skal jeg hjælpe dig med dit næste bogprojekt? Mangler du en liveinterviewer til dit næste event? Eller en dreven underviser i historiefortælling? Så tøv ikke med at række ud.
Mobil 40720387 Mail rikke@rikkehyldgaard.dk
Mennesket fortæller historier for at skabe mening i vores liv og verden. Når vi ordner begivenheder og indtryk i en kronologi af ord, får vi det forvirrende til at udgøre et hele. Sammenhænge og indsigter træder frem. Og det bruger vi til at forbinde os med hinanden.
Som journalist er jeg optaget af styrken i fortællinger. Mit håndværk består i at være en tålmodig lytter, fremkalde historien og fortælle den så andre bliver grebet. Jeg leder efter de små markører i et sprog og efter det lille moment, der fortæller den store sandhed.
Journalistikken er mit fag, og virkelighedens historier er de eneste, jeg har lyst til at fortælle. Men jeg aflurer dramaturgi, sceneopbygning og sanselighed ovre hos sangskriverne, filmskaberne og digterne. Historiefortælling er en forbavsende universel disciplin.
Resultatet er bøger, journalistik, undervisning, kurser, workshops, foredrag, liveinterviews, konsulentarbejde – og forhåbentlig masser af mening.
Jeg er journalist af uddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole i 1997 og har mange års erfaring som featurereporter i dagspressen.
I 2011 debuterede jeg som forfatter med bogen Soldaten – i krig og
kærlighed. Siden har jeg skrevet en række bøger, særligt som ghostwriter.
Blandt andre Hans Pilgaards Støj og fortielser, Grevinde Alexandras Mit
lykkelige land, Phillip Fabers Den danske sang og Juleaftens
sange samt Morten D.D. Hansens Insekternes bog. Jeg har ligeledes
bidraget til fagbøger, blandt andet Den undersøgende journalistiks metoder
og Hvad laver jeg her? om jeg-fortælleren i journalistik.
Ved siden af mine egne bogprojekter arbejder jeg som konsulent og redaktør
på andres udgivelser for flere forlag og som skrivementor, interviewer,
ordstyrer og foredragsholder.
På journalistuddannelsen i Odense underviser jeg i fortællende journalistik. Derudover underviser jeg på talrige kurser for både journalister og ikke-journalister i blandt andet livsfortællinger og interview.
I 2011 modtog jeg Spadestiksprisen, der gives for det bedste eksempel på
gennemarbejdet, undersøgende journalistik i regionale og lokale medier i
Danmark, for en artikelserie om 22-årige Jacob Christensen og hans udsendelse
til Afghanistan som soldat for Danmark.
Jeg er født i 1972, uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1997 og bor i Odense med min kæreste og vores to døtre.
”Rikke Hyldgaard udfører undersøgende journalistik på et menneskeligt plan.”
Et spadestik dybere