Fortællende journalistik til hverdag

KØBENHAVN 18.-20.NOVEMBER 2024

Lær at fortælle kort og godt. På dette kursus viser vi, hvordan den fortællende journalistik kan bruges i en travl hverdag og i kortere formater, der passer godt til mediebilledet i dag.

Illustration: Clara Jetsmark

Vi arbejder med det saftige anslag, der får folk til at scrolle videre, med den sigende detalje, der gør det abstrakte konkret og med de velkomponerede korte fortællinger, der rummer den helt store historie. Samtidig får du kendskab til interviewteknikker og researchmetoder, der fremkalder scener og liv. Kurset Fortællende journalistik til hverdag vil således skærpe dit fortællende blik i alle dele af den journalistiske proces – fra ide til research og formidling.

I en virkelighed med mange daglige deadlines og konstant behov for at tiltrække brugerne er der god grund til at mestre de fortællende greb og teknikker. De sikrer originalitet og øger både trafik og engagement.

Internationale medier bruger i stigende grad fortællende virkemidler, når de skal udlægge komplicerede sammenhænge for brugerne, også på stofområder som økonomi, politik, sport og krimistof. Herhjemme vinder korte fortællende formater ligeledes indpas, ikke mindst digitalt og på sociale medier. Ganske enkelt fordi det virker.

Kursuslederne har en stribe kurser om fortællende journalistik bag sig, alle meget roste og besøgte. Fortællende journalistik til hverdag trækker på kursusledernes mangeårige journalistiske erfaringer tilsat nye eksempler fra ind- og udland i både tekst, lyd, levende billeder og fra sociale medier samt opdateret viden om genren og dens udvikling.

Hvad skal vi?

Kursets tre dage bliver en dynamisk blanding af oplæg, øvelser, diskussion og besøg af kompetente gæsteundervisere. Vi lægger vægt på, at indholdet er konkret og på at hjælpe kursisterne med at oversætte metoderne til deres arbejdsvirkelighed, så de kan tages i brug med det samme. På kurset får deltagerne grundbegreberne i den fortællende journalistik på plads og henter inspiration fra eksempler i både danske og udenlandske medier. Derefter prøver du selv kræfter med metoderne med udgangspunkt i aktuelle historier og egne produkter: Du ideudvikler, analyserer, skriver og arbejder både i plenum og mindre grupper. Undervejs præsenterer vi også viden og fakta om fortællende journalistiks positive effekter, der blandt andet viser, at læserne bruger både tid og penge på denne type journalistik.

Program:

Dag 1 – Fortælling som hverdagsgreb

Denne dag skal det handle om, hvad korte formater kan. Gennem stribevis af eksempler bliver vi inspireret til, hvordan man kort og hurtigt, kan få greb i sin læser. Og får ideer til hvordan en nyhedsbegivenhed eller anden historie kan fortælles levende og sanseligt med enkle, men effektfulde greb.

Vi får styr på de overordnede fortælleteknikker og arbejder med at ideudvikle på det nære, overraskende og fascinerende i den store, aktuelle hverdagshistorie. Vi får besøg af Thomas Lund Hansen, ’historieudvikler’ på Jyllands Posten, der har gjort det til sit speciale at bruge fortællende greb i historier om blandt andet sport, sundhed, kultur og livsstil.

Dag 2 – Research til fortælling

Denne dag skal vi se på, hvordan man interviewer og researcher frem mod et materiale, som skal formidles kort, hurtigt – og appellerende. Hvilken strategi er nødvendig i interviewet? Hvilke detaljer er nyttige at lede efter? Hvordan kan en kort historie få fylde som en fortælling? Efterfølgende skal kursisterne på øvelse og bagefter skrive korte, fyndige tekster, som afleveres til feedback.

Dag 3 – Fortæl kort og godt

Hvordan fortæller man historier kort og hurtigt op til deadline – på en måde som stadig formår at fascinere og ikke mindst fastholde læsere og lyttere? På kursets tredje dag handler det om at strukturere og levere stoffet, så det bliver både kort og godt. Vi ser på fortællemodeller og plotteknikker, der kan holde på modtagerne og drive dem videre i historien. Og på kunsten at skære det overflødige fra.

En erfaren redaktør gæster kurset med gode råd om struktur og redigering og giver sammen med underviserne feedback på kursisternes tekster.

Efterfølgende bruger vi tid på at finde frem til, hvordan hver enkelt deltager kan tage kursets metoder med sig hjem i hverdagen.

Hvor foregår det?

Kurset afholdes i det charmerende Kanalhuset ved Christianshavns kanal i København.

Prisen inkluderer let morgenmad, frokost og eftermiddagskage samt kaffe, te og vand i løbet af dagen. Giv os inden kurset besked om eventuelle allergier eller ønsker om vegetariske måltider.

Hvem har glæde af kurset?

Fortællende journalistik til hverdag henvender sig til journalister på nationale, regionale og lokale dagblade, samt fagblade og magasiner. Men også redaktører og ledende redigerende kræfter kan få glæde af kursets fortællende tilgang, ligesom selvstændige skribenter, influenter og andre kommunikatører vil kunne kvalificere deres historiefortælling. Man behøver ikke før have arbejdet med fortællende journalistik for at deltage på kurset.

Bindende tilmelding:

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget på kurset, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før kursets start, opkræver vi – uanset årsagen – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat, dvs at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale, har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

Vi tilbyder også gerne kurset til arbejdspladser og skræddersyr det i givet fald. Kontakt Rikke Hyldgaard for nærmere.