Fortæl til små skærme – med branchens bedste

KØBENHAVN 18.-20. MAJ 2026
Illustration: Clara Jetsmark

Vi har den med overalt, mobiltelefonen. I toget, i sengen, på toilettet. Døgnet rundt leverer den informationer og underholdning til os på en måde, intet andet medie tidligere har formået. Det gør den oplagt til journalistisk historiefortælling – men hvordan fortæller man bedst til mobilen?

På kurset Fortæl til små skærme lærer du at skære dine historier, så de passer til mobilformatet.

Mange medier har i dag en mobile first-strategi. Men tankegange fra print og desktop præger stadig journalistikken, og mobilformatet kræver en særlig måde at arbejde og tænke på. Hvis din journalistik skal vinde over sms’er, streaming og sociale medier, er der fortællegreb, som du skal mestre.

Kurset klæder deltagerne på til at forstå mobiltelefonens muligheder og benspænd. Gennem inspirerende eksempler fra hele verden introduceres kursisterne til en fortælleform på med fokus på fremdrift. De præsenteres for teknikker til at holde læseren fanget og fornøjet, herunder nyttige fortællemodeller, effektive plotteknikker og fortællende virkemidler.

Undervejs dykker vi særligt ned i det visuelles betydning. Vi henter inspiration fra filmens verden og fra frontløberne i mobile storytelling, hvad enten det er journalister, influencere eller andre fortællere. Endelig ser vi nærmere på, hvordan man kan tænke mobilt fra ide til udgivelse – og den holdsport, det er.

Kursuslederne er Line Vaaben og Rikke Hyldgaard, der både i teori og praksis har specialiseret sig i fortællende journalistik og sammen udgør en rutineret og rost underviserduo.

I løbet af kurset møder deltagerne desuden nogle af branchens bedste til mobile storytelling. Vi får besøg af Johannes Skov Andersen, der står i spidsen for Politikens digitale satsninger som chef for redaktionel innovation på dagbladet. Og chefredaktør på Magasinet Historie, Stinne Andreassen, der var en af de første i Danmark til at udvikle webfortællinger og siden har vundet adskillige priser for sit arbejde for flere medier.

Som på alle andre Hyldgaard & Vaaben-kurser lægges der vægt på det konkrete og anvendelige. Der kræves ikke særlige tekniske forudsætninger, hverken personligt eller i kursistens arbejdsvirkelighed for at kunne deltage.

Hvad skal vi?

Kurset kombinerer undervisning fra kursuslederne, konkrete opgaver og øvelser samt længere besøg af de eksterne oplægsholdere. Kurset tilrettelægges i samarbejde med gæsteunderviserne, så kursisterne får det maksimale ud af deres erfaringer og viden. Som kursist bliver du både inspireret af trendsættende eksempler fra ind og udland, du får rig lejlighed til at eksperimentere, og der sættes god tid af til, at hver enkelt kan oversætte indholdet til egen arbejdsvirkelighed.

Program:

Dag 1: Små skærme, nye krav

På første dag ser vi nærmere på, hvordan mobiltelefonen adskiller sig fra andre platforme, og hvad det betyder for den måde, vi fortæller historier på. Deltagerne introduceres til de nyeste trends med udgangspunkt i de bedste eksempler fra både ind- og udland og fra både journalister og andre fortællere. Vi får besøg af Johannes Skov Andersen, som nulstiller vores mindset og lærer deltagerne at tænke mobilt fra ide til udgivelse. Vi henter inspiration fra filmens verden og eksperimenterer med sparring fra Johannes Skov Andersen og kursuslederne.

Dag 2: Fortæl til alle sanser

På andendagen skal vi arbejde med de mange muligheder, som digitale fortællinger giver for at kombinere flere medietyper. Vi får besøg af Stinne Andreassen, som vil kvalificere forståelsen af digitale virkemidler, så deltagerne kan bruge dem klogt. I samarbejde med Stinne og kursuslederne arbejder med at forkæle øjet og andre sanser, så det tjener historien og giver læseren en oplevelse.

Dag 3: Hold læseren fanget

På kursets sidste dag handler det om at konstruere sine historier, så læseren hele tiden drives fremad. Gennem oplæg og øvelser lærer deltagerne om de plotteknikker, dramaturgiske modeller og fortællegreb, som virker bedst i et lineært format som mobilen og får læseren til at blive ved med at scrolle. Vi ser nærmere på de historier, der opnår de længste læsetider og bruger det til at definere, hvilke historier der egner sig til at blive foldet ud på en lille skærm.

Hvor foregår kurset?

Tre dage i MBKS hyggelige kursuslokaler midt i København. Der serveres en let morgenmad, kaffe, te og eftermiddagskage samt frokost.

Hvem har glæde af kurset?

Kurset henvender sig alle journalister, redaktører og designere, der arbejder med at målrette eller versionere historier til mobiltelefonen.

Hvem underviser?

Deltagerne på dette kursus kan se frem til at blive klædt på med både viden og erfaring fra kursuslederne Line Vaaben, prisvindende journalist, redaktør og forfatter, der som eksistensredaktør på Politiken står bag flere digitale satsninger og Rikke Hyldgaard, journalistisk lektor i fortællende journalistik med en særlig interesse for kreative fortælleformer.

Udover kursuslederne møder kursisterne gæsteunderviserne:

Johannes Skov Andersen er chef for redaktionel innovation på Politiken. Han blev ansat som blot 20-årig til at udvikle avisen digitale profil. Før den ansættelse var han initiativtager og ansvarshavende redaktør for Danmarks største ungdomsredaktion, UP Ungdomsproduktion, hvor unge producerede film, lyd, foto og andre medieprojekter.

Stinne Andreassen har i årtier været bannerfører for digitale fortællinger i Danmark som chef på blandt andet Kristeligt Dagblad og Berlingske. I dag er hun chefredaktør for Magasinet Historie. Hendes udgivelser har vundet en stribe priser, og hun har bidraget til fagbogen Den undersøgende Journalistiks metoder med sin viden og erfaringer om webfortællinger. Stinne er desuden en erfaren underviser.

Bindende tilmelding:

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget på kurset, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før kursets start, opkræver vi – uanset årsagen – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – det vil sige, at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.