Masterclass med William Wan

Pulitzervindende reporter fra Washington Post: Turning Pain into Power – sådan laver du journalistik, der gør en forskel

KØBENHAVN, 27. og 28. maj 2027

Journalistens kerneopgave har altid været at opsøge historier, andre gemmer væk og fortælle dem, så ingen kan ignorere dem. Netop dette er William Wan specialist i. Med en dugfrisk Pulitzerpris i bagagen kommer han til København for at lære fra sig.

Illustration: Clara Jetsmark

På en todages masterclass viser den prisvindende journalist fra Washington Post, hvordan man kombinerer undersøgende journalistik og fortællende greb til historier, der skaber forandring.

William Wans særlige styrke er graverjournalistik med fokus på menneskers livsvilkår, ofte hvor det gør allermest ondt. Under overskriften Turning Pain into Power deler han sine teknikker til at gå helt tæt på smerte og uretfærdighed og skabe gribende, karakterbårne historier med gennemslagskraft.

Kursisterne får færdigheder i blandt andet ideudvikling, kildeadgang, interviewteknik og fortællende journalistik. Derudover inviterer Wan til refleksion over etik, ansvar og mod i deltagernes journalistiske praksis. Metoderne og inspirationen kan bruges på alle stofområder, og kursuslederne lægger sammen med William Wan vægt på at overføre læringen til deltagernes arbejdsvirkelighed.

William Wan er undersøgende og fortællende journalist på The Washington Post, hvor han har været ansat siden 2005. Han skriver historier med fokus på menneskelige skæbner, ofte om sundhed og mennesker fra samfundets yderkanter. Altid med det formål at skabe forståelse, holde magten ansvarlig og drive forandring.

Wan har dækket amerikansk politik under både Obama og Trump, og hans seneste afdækning af Trump-administrationens forsøg på at traumatisere føderale medarbejdere var en del af The Washington Posts dækning, som vandt Pulitzer-prisen for Public Service i 2026 samt Toner-prisen for politisk journalistik. Hans fortælling om onlinekrænkere, der udnytter selvmordstruede unge, blev udnævnt til en af de bedste historier i 2025 af Nieman Storyboard og var med til at sætte gang i en tværpolitisk indsats i det amerikanske senat.

Wan har tidligere tilbragt tre år som The Washington Posts korrespondent i Beijing, hvor han afdækkede korruption og krænkelser af menneskerettigheder, og han har rapporteret fra mere end 20 lande. Wan er desuden en erfaren oplægsholder, der har undervist i fortællende graverjournalistik på Montana University og stået for intern oplæring af reportere på Washington Post. Han har netop fået jobbet som redaktør af WPs ’Political Enterprise Team’, hvor han skal styrke avisens politiske satsninger.

Hvad skal vi?:

Undervisningen forgår på både engelsk og dansk i undervisningslokaler i København. William Wan leder sessionerne og trækker på sin omfattende erfaring, med interaktive øvelser og gruppediskussioner som en integreret del af undervisningen.

Efter to dages kursus har deltagerne fået konkrete ideer til stærke fortællinger og værktøjer til at arbejde kreativt og metodisk med nyheder, features og projekter, der kredser om væsentlige problemstillinger. De stifter bekendtskab med centrale fortællende og undersøgende metoder inden for blandt andet interview og formidling, ligesom de klædes på med viden og tankegods om journalisters omgang med både magt og afmagt. Undervejs har de haft mulighed for at forsøge sig med redskaberne.

Program:

Dag 1 – Find smerten

  • Derfor skal vi opsøge smerten – ikke vende os væk fra den:
    Om hvorfor fortællinger er et af journalistikkens stærkeste redskaber til at skildre lidelse og menneskelige erfaringer.
  • Vælg de historier, der betyder noget:
    Hvordan finder vi de historier, samfundet overser? Hvordan griber vi fat om roden af et problem og holder magthaverne ansvarlige?
  • Få adgang til de svære historier:
    Om traumebevidst interviewteknik og det ene spørgsmål, Wan stiller sig selv, før han banker på en dør: “Hvorfor beder jeg egentlig denne person om at tale med mig?”
  • Praktiske research- og skriveøvelser:
    Kursisterne arbejder med egne historier og får feedback i fællesskab.
  • Afrunding
    De vigtigste pointer samles op, efterfulgt af spørgsmål og dialog.

Dag 2 – Fra smerte til gennemslagskraft

  • Hvordan bygger man en fortælling op omkring ét menneske, så læseren ikke kan slippe den? Om stærke åbninger, scener, spænding og afslutninger, der bliver hængende.
  • Nærlæsning og case-studier:
    Analyse af prisvindende eksempler på fortællende, undersøgende journalistik, der holder magten ansvarlig.
  • Når fortællinger skaber forandring:
    Hvordan fortællende journalistik kan føre til konkrete resultater som for eksempel ny lovgivning – og om den etik, der kræves for at gøre det på en forsvarlig måde, særligt når man dækker emner som selvmord eller andre etisk udfordrende emner
  • At holde til at fortælle de svære historier:
    Hvordan sårbarhed kan være en styrke, hvordan journalister opbygger modstandskraft i arbejdet med smertefulde emner, og hvorfor man ikke skal brænde ud for at hjælpe andre.
  • Praktiske øvelser:
    Kursisterne arbejder med egne tekster og får feedback i fællesskab.
  • Afrunding:
    De vigtigste pointer samles op, efterfulgt af spørgsmål og dialog.

Hvor foregår kurset?
Over to sammenhængede dage i  MBKS hyggelige kursuslokaler midt i København. Der serveres en let morgenmad, kaffe, te og eftermiddagskage samt frokost.

Hvem har glæde af kurset?

Alle journalister og redaktører, der arbejder med egenproduceret, dagsordensættende journalistik. Det gælder journalister på alle stofområder og alle typer af medier. Både tv- og radiojournalister samt skrivende kan have udbytte af kurset. I en verden præget af kriser, misinformation og stigende polarisering er behovet for troværdig journalistik, der evner at tiltrække sig maksimal opmærksomhed, større end nogensinde. Undersøgende og fortællende metoder er kernekompetencer i den sammenhæng.

Hvem underviser?

William Wan er undersøgende og fortællende journalist på The Washington Post, hvor han har været ansat siden 2005. Han skriver historier med fokus på menneskelige skæbner, ofte om sundhed og mennesker, der lider på samfundets yderkanter. Altid med det formål at skabe forståelse, holde magten til ansvar og drive forandring.
Hans undersøgelse af Trump-administrationens forsøg på at traumatisere føderale medarbejdere var en del af The Washington Posts dækning, som vandt Pulitzer-prisen for Public Service i 2026 samt Toner-prisen for politisk journalistik. Hans fortælling om onlinekrænkere, der udnytter selvmordstruede unge, blev udnævnt til en af de bedste historier i 2025 af Nieman Storyboard og var med til at sætte gang i en tværpolitisk indsats i det amerikanske senat.
Wan har tidligere tilbragt tre år som The Washington Posts korrespondent i Beijing, hvor han afdækkede korruption og krænkelser af menneskerettigheder, og han har rapporteret fra mere end 20 lande. Wan er desuden en erfaren oplægsholder, der har undervist i fortællende graverjournalistik på Montana University og stået for intern oplæring af reportere på Washington. Vokset op på adskillige kontinenter, blandt andet på den canadiske prærie og i Mississippideltaet.

Rikke Hyldgaard, født 1972, selvstændig journalist og forfatter samt journalistisk lektor i fortællende journalistik og formidling af undersøgende journalistik ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet. Hun er forfatter til flere bøger, blandt andre Soldaten – i krig og kærlighed  (JP Forlag 2011), Hans Pilgaards Støj og Fortielser (Politikens Forlag 2016), Grevinde Alexandras Mit lykkelige land (Politikens forlag 2018) og Phillip Fabers Den danske sang og Juleaftens sange (Politikens forlag 2020 og 2022) Hun har desuden bidraget til fagbøgerne Hvad laver jeg her – en lærebog om at bruge sig selv i journalistikken (Samfundslitteratur, 2022) og Den undersøgende journalistiks metoder (Samfundslitteratur, 2019) Rikke er tidligere featurereporter på Fyens Stiftstidende og modtog i 2011 Spadestiksprisen for fortællingen “I krig og kærlighed”. Hun er en erfaren oplægsholder og underviser på kurser for både journalister og ikke-journalister.

Line Vaaben, født 1972, fortællende journalist ved Politiken og eksistensredaktør samme sted. Uddannet i 2000 og tidligere journalist på blandt andet Berlingske Tidende, Kristeligt Dagblad og Dagbladet Information. 2018-19 journalistisk fellow ved Syddansk Universitet. Line skriver primært journalistik med mennesker i centrum, hvor hun typisk følger en person eller et miljø hen over en længere periode. Hun dækker emner som anbragte børn, vold i familien, drab, adoptioner, abort og dødshjælp. Serien ’1.417 danske drab i 25 år’, indbragte hende i 2019 en Cavling-nominering i 2019 og i 2023 vandt hun sammen med kolleger fra Politiken dokumentarprisen ved uddelingen af Publicistprisen for en serie om partnerdrab og partnervold. Hun er forfatter til lærebogen Fortællingernes tid (2019) og den prisvindende bog om kvindedrab En forudsigelig forbrydelse (2022). Sommeren 2023 og 2024 har hun været fellow på The Dart Center, Columbia University, New York med fokus på traumeinformeret journalistik. Fra september 2024 og frem til juni 2025 var hun fellow ved Nieman Foundation for Journalism på Harvard University.

Kursets varighed:

To dage i kursuslokaler i København

Ikke internat.

Bindende tilmelding:

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget på kurset, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før kursets start, opkræver vi – uanset årsagen – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – det vil sige, at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.