Forfatter

Én aften på året har sin helt egen sangskat: juleaften. I denne bog går Phillip Faber på jagt efter juleaftens største sange og fortæller deres historie. Sangene viser sig at indeholde en skjult skat af fortællinger og ny viden om vores jul.

Bogen kommer i en boks med otte tilhørende sanghæfter. Den er bygget op som en julekalender i 24 små kapitler, så læseren hver dag kan ”åbne en låge” til en ny fortælling om traditionerne, historien og sangene. Når juleaften oprinder, kan de otte ens sanghæfter bruges, mens hele familien skal danse om juletræet.

Boksen med bog og hæfter kan gemmes i kassen med julepynt og som en ny juletradition tages frem og bruges igen år efter år.

Med denne bog kan læseren dykke helt ned i insekternes forunderlige verden med naturvejleder Morten D.D. Hansen som guide.

Find blandt andet ud af, hvorfor sommerfuglelarven sortplettet blåfugl camouflerer sig som myre det meste af sit liv. Kom med bag gåden om, hvordan edderkopper spinder et af de stærkeste materialer, vi kender til. Og tag med på skattejagt efter rovbiller, månetorbister og fantomer.

Undervejs fortæller den kendte naturformidler også om, hvordan vores natursyn ændrer sig i disse år, fra et nyttigt til et unyttigt. Læseren tages på tur gennem naturhistorien, og Morten D.D. Hansen forklarer, hvorfor det er på høje tid at tage vare på mangfoldigheden – og skønheden ikke mindst.
Insekternes bog er en bog om altings samhørighed, en kærlighedserklæring til insekter og en længsel efter at genfortrylle verden.

Vidunderlig og indsigtsfuld bog om den danske natur skrevet i et levende sprog, så man vitterligt føler sig i selskab med Morten DD på en bakketop, mens vi spejder efter årets første hvepsevåge. Den bedste danske naturbog i mange år

Læseranmeldelse

Den danske sangskat er enestående. Ingen andre lande har så broget og rig en arv, der bruges og fornyes hver eneste dag. Den samler mennesker på tværs af alle skel, og fællessangen blomstrer med talrige arrangementer over hele landet.

I denne bog deler komponisten og dirigenten Phillip Faber sin glæde ved den danske sang og øser af sin viden om emnet. Han fortæller i bogen om de danske sange, hvad sang betyder for os, hvad der gør en sang god, melodiopbygning, tekster, sanghistorie og om alt det, som sang gør ved os.

Desuden afslører han 20 af sine yndlingssange og tager læseren med på spændende og nørdede ture rundt i de udvalgte melodier og tekster, der samtidig er nogle af de mest elskede sange herhjemme. I bogen bringes tekst og melodi på de udvalgte sange, så det er en bog, der både kan læses og synges.

En overdådighed af melodiske genistreger gøres tilgængelige i denne rigt illustrerede bog med tekst og noder klar til brug

Peter Johannes Erichsen, Weekendavisen

Hvorfor kåres danskerne gang på gang til et af verdens lykkeligste folkefærd? Og hvordan ser lykken egentlig ud?
 
Det er nogle af de spørgsmål, som grevinde Alexandra forsøger at finde svar på i Mit lykkelige land. I sin søgen rejser hun Danmark rundt, fra Skagen til Skarø, fra Møgeltønder til København. Hun opsøger landskaber og virksomheder, hun besøger øboere og vinterbadere, og hun konsulterer eksperter i blandt andet kunst, sprog og lykke. Alle bringer de hende tættere på dansk historie, kultur og identitet.
 
Turen er samtidig en personlig rejse i erindringen. Alexandra beskriver, hvordan det var som 31-årig i 1995 at forlade sin hidtidige tilværelse i en af verdens største byer, Hongkong, for at bosætte sig i marsken i Sønderjylland og blive en del af den kongelige familie. Hun fortæller om at tilegne sig et nyt sprog og en ny nationalitet, om at være mor til to prinser – og om hele tiden at turde kaste sig ud i livet.

Mit lykkelige land er en kærlighedserklæring til Danmark og en personlig fortælling om at blive en lykkelig dansker

Respekt! Efter at have været dansker i 23 år er grevinde Alexandra kommet med en bog, der viser, hvem hun er, snarere end at fortælle hendes livshistorie. Og grevinden er simpelthen sej.

Anne Knudsen, Weekendavisen

Da amerikanerne gik hver til sit er et fordomsfrit portræt af et anspændt land, hvor man er ved at miste hinanden og måske ligefrem ideen om sig selv.

Johannes Langkilde landede i USA som ny korrespondent for DR, netop som Barack Obama tog hul på sin anden embedsperiode. Nu forlader han et forandret land med Donald Trump i Det Hvide Hus.

Med afsæt i sine reportager og møder med helt almindelige mennesker tager han os med på en personlig rejse gennem fire omvæltende år i USA’s historie – fire år, der viser en dyb splittelse i det amerikanske samfund. Vi møder blandt andre Sue, der var salgsleder i et supermarked, men nu er hjemløs. Vi besøger KKK-leder Thomas, der er udtalt Trump-tilhænger og frygter et folkemord på den hvide amerikaner. Og vi kommer helt tæt på Terry, der har siddet i fængsel det meste af sit voksenliv og nu kæmper en hård kamp for at forandre sig i et samfund, hvor fattige sorte ikke levnes mange chancer.

Gennem den almindelige amerikaners historie får læseren en forståelse af de strømninger og tendenser, der har ført til den amerikanske splittelse, og hvad det har af betydning for den fremtid, vi går i møde.

Fremragende rejseportrætter (…) Vil man forstå det USA, som fremkaldte og valgte Donald Trump, vil det være klogt at læse Langkildes bog. For hvad de amerikanske vælgere gør, får eftervirkninger hos os.

Per Stig Møller, Berlingske

Hans Pilgaard har altid ledt efter et sted at høre til. I denne bog danser den populære journalist og tv-vært med sine dæmoner. I dagbogsoptegnelser, digte og interviews viser han den skyld og skam, de fortielser og løgne og de drømme og længsler, der har præget hans liv.

Med en vis bæven fortæller han om at holde på hemmeligheden om, hvem han egentlig er og om begærets kamp med den pæne opdragelse. Men han fortæller også om at knytte sig stærkt til livet og andre mennesker, når han skildrer sine venskaber, sin overvundne kræftsygdom, sine helte som Bruce Springsteen og Albert Camus og et nyt kærlighedsforhold mod alle odds.

Det er en bog, der hylder ærligheden og rummeligheden. En bog til drømmerne, til synderne og til alle, der engang imellem har brug for, at nogen siger: Det er ok.

Jeg giver bogen 6 stjerner. 1 for modet, 1 for inspirationen, 1 for ærligheden, 3 fordi den er så godt skrevet.

Thomas Milsted, POV

Dorthe Kollo brød igennem som otteårig og har siden stået på de største scener og de fleste blokvogne. Hun har solgt millioner af plader, lavet revy og spillet skuespil, og hun er stemmen bag evergreens som ”Gid du var i Skanderborg” og ”Velkommen til verden”.

Jeg er stadig her er den farverige historie om Dorthe Kollos næsten 60 år i showbusiness. Fra de tidligste år som barnestjerne, til en stor karriere i både Danmark og Tyskland med turneer i hele verden og koncerter for både høj og lav.

I bogen fortæller Dorthe Kollo åbenhjertigt, med humor og stor varme om et liv på farten. Om at have så travlt, at hun måtte flyve sit eget fly og aflevere sin datter i pleje for at nå det hele, men også om behovet for at finde ro ved havet. Og om at lede efter kærligheden og finde den.

Jeg er stadig her er en fandenivoldsk og hjertevarm fortælling om at elske fis og ballade – og længes efter tryghed

En smittende humørfyldt beretning om Dorthe Kollos næsten 60-årige karriere i showbusiness

Leonora Christina Skov, Weekendavisen

Jacob Christensen er 22 år, da han i 2010 bliver udsendt til Afghanistan og den fremskudte lejr Budwan. Han er opfyldt af drømme om at afprøve sine soldaterfærdigheder. I Helmands ørken konfronteres han med død, lemlæstelse og svære betingelser og han må finde sin egen måde at klare udfordringerne på.  

Forfatteren har interviewet og fulgt Jacob og hans nærmeste før, under og efter hans udsendelse. Vi følger Jacobs forandring fra ung mand til krigsveteran og får indblik i de private kampe, han har kæmpet undervejs – som soldat og privatperson. 

Soldaten er en beretning om tvivl, trods og afmagt, men det er også en fortælling om venskab og om at magte livet. I kølvandet på Danmarks krigsdeltagelse i Afghanistan er det også en historie om at blive mand i en generation, der sendes i krig.

Rikke Hyldgaard har det hele med i sin meget velskrevne historie, som er præget af en mere end almindeligt veludviklet sans for sprogets virkemidler.

Merete Just, Skive Folkeblad

Fagbøger

Jeg har som journalistisk lektor bidraget til fagbøger for journaliststuderende, gymnasieelever og andre, der beskæftiger sig med mediefag og det journalistiske håndværk.

En lærebog, der skal inspirere journalister, redaktører og formidlere til en velovervejet og kvalificeret brug af jeg-fortælleren. Sammen med lektor i retorik på Center for Journalistik på Syddansk Universitet, Rasmus Rønlev, står jeg bag kapitlet Jeg er en illusion skabt af et spøgelse om ghostwriting.

Undersøgende journalister anvender en lang række metoder for at finde, researche og fortælle deres historier. Denne bog præsenterer de væsentligste metoder og indeholder desuden konkrete værktøjer og diskussion af metoderne. Sammen med journalist Line Vaaben har jeg skrevet kapitlet Det dybe erfaringsinterview om interviewteknik og det frugtbare møde med erfaringskilder samt kapitlet Følg mennesket om den gode hovedkarakter og menneskets kraft i en historie.